Når samarbejdet knirker, er vi rigtig hurtige til at sende menneskene til service. Kommunikation. Feedback. Konflikthåndtering. Psykologisk tryghed. Flere statusmøder osv. “Måske trænger vi til en dag ud af huset? En teamcoach? Eller en social event, der kan få os rystet bedre sammen”
Det er ikke forkert. Nogle gange er det bare dér, roden til problemet ligger. Og vi ender med at bruge en masse tid og penge på symptombehandling.
Hvad nu, hvis problemet ikke primært sidder i menneskene? Hvad nu, hvis problemet ligger i at dygtige mennesker bruger en overraskende stor del af deres kapacitet på at navigere i de betingelser, vi har bygget omkring dem?
Fysiske rammer, der fungerer glimrende for nogle og arbejder direkte imod andre?
En udefineret pausekultur?
Kalendere uden nok luft?
Uklare forventninger og ansvar?
Forskellige arbejdsrytmer, der konstant støder sammen?
Et biased socialt rum?
Intentionsløs struktur, der dræner mere, end den løfter?
Selvledelsesegenskaber: Individets manglende evne til at sætte grænser?
Og de små spændinger og hjemmestrikkede narrativer, der stille får lov at flytte ind mellem os.
Hver for sig ser det næsten banalt ud.
Men tilsammen bliver det den på overfladen usynlige arkitektur i vores samarbejde. Og den arkitektur betyder noget, venner!! For kapacitet, der bruges på at navigere i unødig friktion, kan ikke samtidig bruges på at være nysgerrig på en kollega. Tænke klart. Tage ansvar. Lytte ordentligt. Udfordre en idé. Være generøs. Skabe noget nyt. Give en ekstra hånd m.m.
Det er måske en af de things, vi overser, når vi taler om performance og samarbejde: Vi kan ikke blive ved med kun at udvikle menneskene uden også at være nysgerrige på det arbejdsliv, vi beder dem om at lykkes i !!
Det er en af grundtankerne bag trivsels- og performancekompasset The Purna Lens™.
Vi har udviklet en tilgang, hvor vi kigger ind i en matrix bestående af 3 rum og 6 emner, uanset udfordringen. Fordi vi insisterer på ikke at symptombehandle.
Når vi arbejder med organisationsudvikling, og det største problem kommer til udtryk i samarbejdet teams imellem, kigger vi ikke kun på relationen, individet og lederen.
Vi kigger heller ikke kun på strukturen eller det fysike rum, hvor relationerne udspiller sig.
Vi ser på det, der opstår imellem rummene. Hvor friktion opstår, hvor der mistes menneskelig kapacitet og hvad den underliggende grund er, til at samarbejdet bliver sensitivt.
Vi zoomer altså Purna linsen ind i 3 rum:
I det personelle rum.
I det interpersonelle rum.
I det fysiske og strukturelle rum.
Med The Purna Lens™ zoomer vi ud og undersøger, hvordan rammerne, kulturen og strukturen spænder ben for de dygtige mennesker. For hvis du sætter et sundt menneske i et uhensigtsmæssigt system, er det systemet, der vinder hver gang. Vi kigger ikke kun på relationerne, vi kigger på hele økosystemet.
For nogle gange skal mennesker selvfølgelig udvikles. Andre gange skal betingelserne.
Og nogle af de mest effektfulde forandringer begynder ikke med en stor transformation, men med at opdage den lille friktion, der påvirker alt omkring den. Den lavest hængende frugt. Den mest banale.
Det er dér, jeg som nørd, ekspert, tidligere og founder synes, samarbejde bliver virkelig interessant. Det er det her jeg gerne vil have ledere til at forstå:
Nogle er ekstroverte. Nogle er introverte. Nogle er selskabspapegøjer. Nogle er lige startet. Nogle har rejst verden rundt i deres karriere og set et hav af scenarier udspille sig. En anden kan snart fejre 30-års jubilæum. Én er i menopause. En er på vej tilbage fra barsel med tvillinger. Én er neurodivergent. En sidder med tech, en sidder med drift, en udvikler ideer.
Men alle har en hjerne, der er skarpere end de andres på noget.
Og måske er kunsten i et stærkt samarbejde netop at skabe betingelserne for, at mest muligt af den forskellighed faktisk kommer i spil. og at midnst muligt kapacitet bliver ståjet af noget der let kunne have været undgået.
Forestil dig, at en lille, velplaceret justering eller friktionsfjernelse hos individet frigiver bare 8 % mere oplevet overskud og kapacitet hos én medarbejder om dagen. 8 % lyder måske ikke af meget på en tirsdag. Over et helt arbejdsår er det pludselig interessant.
Og effekten stopper ikke hos individet. Mere overskud hos én kan betyde mere nysgerrighed. Mere generøsitet. Mere mod til at byde ind. Mere kapacitet til at lytte, hjælpe og samarbejde, kollegaer imellem. En lille positiv justering i det personlige rum skaber positive ringe i det relationelle rum og påvirker den måde, vi bruger og former rammerne omkring os på.
Det er den bevægelse, jeg er optaget af: At finde det lille, der flytter det store.
Ikke for forandringens skyld, men fordi mange små frigivelser af menneskelig kapacitet over tid kan blive til mere bæredygtig performance og en organisation, der står stærkere i fremtidens arbejdsliv.
For stærke teams skabes ikke kun ved at samle dygtige mennesker. De skabes ved at skabe betingelser, hvor forskellige mennesker faktisk kan være dygtige sammen. Og forskellige er et ret vigtigt ord i den sætning. Og i den fremtid, vi kigger ind i, altså AI-spåkuglen, så tyder det på, at verden bliver mere og mere fragmenteret.
Det vender jeg tilbage til en anden gang.
The Art of Working Together.
kh. Lotte
