I weekenden mødte jeg flere bekendte jeg ikke havde set noget tid. Jeg spurgte dem, hvordan det gik.
Den ene sukkede og sagde: “Jeg er bare glad for, at januar er væk.”
En anden rystede på hovedet med en sarkastisk mine: “Vinteren er det værste. Jeg venter bare på, at det bliver forår.”
Og jeg forstår det godt.
Vinteren er tung. Den er kold, mørk, langsom.
Den har ingen synlig vækst, ingen spirer, ingen blomster.
Men måske er det netop dét, der gør den vigtig.
Forår er til spirring.
Sommeren er til blomstring.
Efteråret er til høst.
Men vinteren?
Vinteren er mærketid, måske den aller vigtigste sæson.... Eller i hvertfald her hvor det hele kan starte.
Det er her, vi ikke bare producerer, men mærker efter.
Det er her, vi ikke bare haster videre, men skal finde ro.
Det er her, vi ikke bare skaber, men samler os – så vi ved, hvad vi vil skabe, når tiden er rigtig.
Vinteren er ikke død. Den er usynlig vækst.
Under jorden samler rødderne sig.
I vores hi bliver energien trukket hjem, så den kan bruges, når lyset vender tilbage.
Træerne smider bladene, ikke fordi de giver op, men fordi de ved, at de kommer igen.
Og vi?
Vi har muligheden for at gøre det samme.
Trække vejret dybt. Se indad. Give os selv tid til at finde ud af, hvad vi vil så, hvad vi vil lade spire, hvad vi vil se blomstre – og hvad vi overhovedet vil høste i vores liv.
✨ Så hvad nu hvis vinteren ikke var noget, vi bare skulle overleve? Hvad nu hvis den var en gave?
Hvad vil du bruge den til?
Vinter visdom
Der er noget ved vinteren.
Den tunge luft, der hænger lavt i gaderne.
Den skarpe kulde, der bider kinderne røde.
Den uendelige grå himmel, der trækker sig tættere og tættere om os,
som en tung dyne af stilhed.
Det er sæsonen for at trække sig indad.
For at mærke – ikke flygte.
For at synke ned i mørket og høre, hvad det hvisker.
Den er fyldt med en dybere rytme, hvis man tør lytte.
Det er her, vi lærer at sidde stille.
At dufte den skarpe frost i luften.
At mærke kaffen varme hænderne, mens vi ser dampen stige som tanker, der slipper fri.
At høre sneen knirke under støvlerne, som om jorden selv synger i kulden.
Vinteren spørger ikke, om vi vil bremse op – den bremser os.
Men hvad nu hvis vi ikke kæmpede imod?
Hvad nu hvis vi tog mørket i hånden og lod det vise os noget dybere?
Vinteren lærer os at vente.
At forstå, at alt i naturen trækker sig sammen før det springer ud.
At energi samles i rødderne, før den eksploderer i blomster.
At klarhed vokser i stilheden, før den manifesterer sig som bevægelse.
Så lad os bruge den.
Lad os bruge vinterens sløvhed til at lytte bedre.
Lad os bruge dens mørke til at se klarere.
Lad os bruge dens kulde til at opdage, hvad der virkelig varmer os.
Og når foråret endelig kommer,
vil vi ikke kun være klar.
Vi vil være rodfæstede.
Vi vil have kendt vores dybde, mærket vores sandhed.
Og vi vil springe ud – ikke fordi kalenderen siger marts,
men fordi vi forstår, hvorfor vi ventede.
Vinteren er ikke nødvendigvis kedelig, trist eller 3 måneder med netflik eller – den er en invitation.
Hvad vælger du at gøre med den?
